Bæredygtighed står højt på TDC’s agenda. Men hvordan styrer man miljøledelse i en stor virksomhed med mange medarbejdere spredt over tusindvis af lokationer? Med FORCE Certifications hjælp fik TDC struktur på miljøledelsessystemet og papir på deres ISO 14001-certificering.

TDC A/S har arbejdet aktivt med bæredygtighed i mange år, og den danske storspiller indenfor telekommunikation er langt med at implementere bæredygtige løsninger i forretningen. Med FORCE Certifications hjælp er arbejdet med miljøhåndtering nu systematiseret, så det er mere overskueligt at gå til.

”I TDC har vi sat os et ambitiøst mål om at være 100 % CO2-neutral i 2030 – og det gælder alle dele af koncernen. Når man som os har en grøn målsætning, er det vigtigt at have et solidt vidensgrundlag, gode planlægningsværktøjer og strukturerede processer at arbejde ud fra,” siger Emilie Wedell-Wedellsborg, afdelingsdirektør for Sustainability i TDC.

Bæredygtighed i en kompleks forretning

Projektet har været drevet af TDC’s Facility Management & Real Estate godt assisteret af TDC Sustainability. Valget af miljøledelsessystemet ISO 14001 lå lige for, men for teamet var der en udfordring i at implementere ledelsessystemet på grund af TDC’s fysiske kompleksitet. For hvordan foretager man systematisk dataindsamling om virksomhedens miljøhåndtering på en overkommelig måde, når man har 7.000 medarbejdere og mange tusind lokationer?

TDC udvalgte FORCE Certification A/S til at hjælpe med at implementere ISO 140001-miljøledelsessystemet.

”Vi undersøgte markedet for seriøse udbydere og valgte FORCE Certification, fordi de kender vores branche og forstår kompleksiteten. Vores 10.000 lokationer omfatter alt fra kontorer og fysiske butikker til bygninger med telekommunikationsudstyr og ubemandede gadeskabe. Sammen med FORCE Certification kom vi frem til en god løsning, hvor vi puljede ensartede lokationer og lavede en rotationsordning for besøg,” fortæller Henning Andersen, Senior Project Manager, Facility Management & Real Estate, TDC Group Finance.

Audit afdækker interessante ting

Selve auditeringen foregik over flere måneder, da teamet skulle rundt på mange forskellige lokationer rundt om i Danmark. Det gav læring på flere områder.

”Det var en rejse ind i vores virksomhed, og det har bevirket, at vi er begyndt at se mere systematisk efter ting, når vi kommer rundt på lokationerne, som vi ikke lagde mærke til før. Er batterierne opbevaret korrekt? Bliver miljøaffaldet håndteret, som det skal? Står ting på deres rette plads?” siger Henning Andersen, som har været glad for samarbejdet med FORCE Certification igennem hele forløbet.

”Det har været et rigtig godt forløb, hvor vi har haft en god, åben og konstruktiv dialog med FORCE Certification undervejs,” fortæller Henning Andersen.

Mere end blot et certifikat

For TDC handler certificeringen om mere end blot opnåelsen af certifikatet. Det handler om at blive bevidst om, hvad man gør, og hvordan ens processer er.

”Det er en klar forudsætning for at blive CO2-neutrale i 2030, at vi tænker bæredygtighed ind i al drift og i alle forretningsled – og vi starter der, hvor vi har størst impact. For eksempel har vi netop gennemført en omfattende opgradering af vores kabel-tv-net, som betyder, at vi har øget kundernes datahastighed med 500 % og samtidig reduceret energiforbruget med 10 %,” fortæller Emilie Wedell-Wedellsborg.

Energieffektivisering baseret på fakta

Samlet set har certificeringsprocessen været meget værdifuld for TDC.

”ISO 14001 har skabt et sikkert fundament for os at arbejde ud fra, og vi har fået et godt overblik over vores energikilder. ISO 14001 er et vigtigt bevis på, at man gør tingene på den rigtige måde og har ordentlige processer, som understøtter en bæredygtig adfærd. Jo mere systematisk vores tilgang er, desto nemmere er det at arbejde med energieffektivisering, og det har ISO 14001 i høj grad bidraget til,” siger Henning Andersen.

TDC A/S

TDC A/S er Danmarks største teleselskab indenfor telefoni, bredbånd og tv. TDC Groups aktiviteter er opdelt i datterselskaberne TDC NET, som driver den fysiske og digitale infrastruktur, og Nuuday, som leverer telekommunikation og underholdningstjenester til slutbrugere via butikker og under forskellige brands, bl.a. YouSee, TDC Erhverv og Telmore.

TDC Group har 7.000 medarbejdere og over 10.000 (bemandede og ubemandede) lokationer. Hovedkontoret ligger i København. Desuden er Dansk Kabel TV A/S ejet 100 % af TDC. Dansk Kabel TV har 600 ansatte og betjener antenne-, bolig-, grundejerforeninger og kommuner i Danmark med tv, bredbånd og telefoni.

Certificeret efter ISO 14001

TDC er blevet certificeret i miljøledelsessystemet DS/EN ISO 14001:2015 med tillæg af en energigennemgang i henhold til DS/EN ISO 50001:2018 afsnit 6.3. Certificeringen blev foretaget af FORCE Certification i perioden marts 2019-december 2019. Fremadrettet vil TDC på årlig basis få opfølgende auditbesøg på sine lokationer af FORCE Certification i en planlagt rotationsordning og skal re-certificeres hvert 3. år.