Opstillingskontrol og periodisk besigtigelse af elevatorer

FORCE Certification A/S er akkrediteret af DANAK efter bekendtgørelse nr. 629 af 27. juni 2008 om anvendelse og opstilling af elevatorer mv. som akkrediteret inspektionsorgan til opstillingskontrol og periodiske undersøgelser af elevatorer.

Vores ydelser som akkrediteret inspektionsorgan omfatter følgende og afsluttes med en inspektionsrapport:

◊  Opstillingskontrol af nye elevatorer

Opstillingskontrol af nye elevatorer vil normalt blive udført umiddelbart efter, at et bemyndiget organ har udført enten en enhedsverifikation eller en afsluttende kontrol af selve elevatoranlægget, eller eventuelt at anlægget er blevet kontrolleret ved leverandørens egenkontrol. Opstillingskontrollen omfatter bl.a. kontrol af adgangsveje, eventuelle fremmede installationer, rummenes indretning, belysning, placering af styreskabe og servicepaneler mv. Derudover fastsættes det mindste, tilladelige antal årlige serviceeftersyn for det aktuelle anlæg i henhold til bekendtgørelse nr. 629/08, bilag 3.

Opstillingskontrollen foretages i henhold til  bekendtgørelsens kapitel 4 og bilag 2 samt Arbejdstilsynets vejledninger.

◊  Opstillingskontrol af elevatorer efter ombygning eller flytning

Inden ibrugtagning efter verificeret(godkendt) ombygning eller flytning foretages en opstillingskontrol af det ombyggede eller flyttede elevatoranlæg. Opstillingskontrollen omfatter bl.a. kontrol af adgangsveje, eventuelle fremmede installationer, rummenes indretning, belysning, placering af styreskabe og servicepaneler mv. Såfremt elevatoranlægget er ændret væsentligt, fastsættes eventuelt et ændret antal årlige serviceeftersyn for det aktuelle anlæg.

Opstillingskontrollen foretages i henhold til bekendtgørelsens kapitel 4 og bilag 2 samt Arbejdstilsynets vejledninger.

◊  Periodisk besigtigelse af eksisterende elevatorer

Periodisk besigtigelse foretages i henhold til bekendtgørelsens (AT 629/09) kapitel 7, § 39, samt de detaljerede krav i bilag 5. Den periodiske besigtigelse skal godtgøre, at elevatoren er i en sådan stand, at dens fortsatte drift kan ske uden risiko for hverken brugere eller personer i nærheden af elevatoranlægget.

Besigtigelsen vil som minimum omfatte de i bekendtgørelsens bilag 5 omtalte 14 hovedpunkter, men eventuelle andre åbenlyse mangler vil naturligvis blive registreret. Manglerne vil blive krævet udbedret, hvis de har betydning for sikkerheden ved elevatoranlægget.

Vore inspektører har mange års erfaring og kan hjælpe dig gennem hele processen, hvor vi kontrollerer, at:

  • din elevator (løfteudstyr) opfylder de gældende lovkrav,
  • den er korrekt installeret, og
  • den løbende overholder de drifts- og sikkerhedsmæssige egenskaber.

Vi er kort sagt med til at gøre dine kunders hverdag mere sikker.

Du skal være opmærksom på, at din elevator regelmæssigt skal serviceres af en elevatorvirksomhed.

Jan Ellefsen

Jan Ellefsen

Projektleder