Nyt samarbejde med Den Danske Dyrlægeforenings certificeringsordning ISO Dyrlægen og FORCE Certification
Det er vigtigt for ISO Dyrlægen, at klinikker og hospitaler oplever en værdi ved at gennemgå en ekstern audit. Derfor ledte de efter et certificeringsbureau, der kunne bygge videre på de krav, som stilles i deres egen interne audit.
”Den eksterne audit skal være en god oplevelse for vores medlemmer. Den skal give inspiration til, hvordan virksomheden kan gøre det bedre. Det skal ikke bare være en kontrol. Derfor faldt valget på FORCE Certification”, siger Lone Sønnichsen, kvalitetschef hos ISO Dyrlægen.
Lonny Hallberg, Lead Auditor hos FORCE Certification, er begejstret over opgaven for ISO Dyrlægen. ”Det har været spændende at stifte bekendtskab med ISO Dyrlægen – både fordi det er en ny branche, men også pga. deres model med multiple site-opbygningen.
Hvorfor blive certificeret i kvalitetsledelse (ISO 9001)?
”Det korte svar er, fordi det giver mening” siger Lone Sønnichsen. Hos ISO Dyrlægen har de oplevet, at det ikke kun er kunde- og medarbejdertilfredsheden, der forbedres hos de certificerede praksis. Også bundlinjen bliver bedre sammenlignet med dyrlæger uden en ISO certificering.
En certificering i kvalitetsledelse betyder ikke, at klinikkerne er fejlfrie, men det betyder, at de arbejder struktureret med løbende forbedringer, forholder sig til kundetilfredshed, patientsikkerhed m.v. Der er en tydelig ansvarsfordeling og der arbejdes aktivt og konkret med videreuddannelse.
De ansatte ved på den måde, hvad der forventes af dem og hvem der har ansvaret, dermed kan de bruge tid på det, de er uddannet til. Derudover er det også nemmere for vikarer og nye medarbejdere at starte på klinikken.
Uafhængig ekstern audit med fokus på at skabe merværdi
ISO Dyrlægens interne audit er meget grundig, og de krav, der stilles til praksis, overgår det, ISO 9001 foreskriver. Når praksis har bestået den interne audit, bliver de indstillet til ekstern audit, der gerne skulle resultere i en certificering i kvalitetsledelse.
Som certificeringsbureau er det FORCE Certification’s opgave at kontrollere, hvorvidt den interne audit lever op til kravene i ISO 9001. ”Det jeg kan hjælpe ISO Dyrlægens medlemmer med, er at finde frem til, hvordan de kan blive endnu bedre, ved at gå i dybden med specifikke områder fx strategi, rengøring eller samarbejde med interessenter,” siger Lonny Hallberg.
Om resultaterne af den eksterne audit siger Lone Sønnichsen: ”Samarbejdet med Lonny er rigtigt godt og praksis får virkeligt noget ud af den eksterne audit. De står tilbage ikke blot med en certificering men også med forslag til forbedringer. Ligesom vi havde ønsket os.”
Certificering i kvalitetsledelse er relevant i servicebranchen
Generelt er det produktionsvirksomheder, der certificeres i kvalitetsledelse. Det er vores håb, at vi med denne case og opsøgende arbejde kan få andre virksomheder i serviceindustrien til at få øjnene op for de muligheder og fordele, der følger med en ISO 9001 certificering. Det kunne eksempelvis være større eller mindre autoværksteder, som gerne vil have styr på indkøbsaftaler eller kundetilfredshed.

Anne Husted
Telefon: +4522697387
Send en mail til Anne
ISO Dyrlægen er en frivillig certificeringsordning under Den Danske Dyrlægeforening. Der er fokus er på kundetilfredshed, kvalitet, patientsikkerhed og tryghed.
For at blive ISO-certificeret skal dyreklinikken/dyrehospitalet leve op til særlige kvalitetskrav og de bliver løbende kontrolleret af eksterne eksperter. 58 klinikker og hovedkontoret er certificeret og flere kommer til løbende.